Hvilke børn kan have glæde af Pilotskolens sommercamp?

De børn som i særlig grad vil have glæde af Pilotskolens Sommercamp er børn som ofte beskrives som ”særligt sensitive” eller ”signalstærke”. Fælles for dem er, at de altid har været lidt mere på overarbejde end deres jævnaldrende.

Børnene beskrives ofte som ”særligt sensitive” eller ”signalstærke” af andre faggrupper. Terminologien er for os ikke vigtig, mere vigtigt er det, at børnene får deres livs oplevelse i trygge rammer der kan skabe personlig udvikling.

Alle vi voksne, mænd som kvinder, som deltager i SommerCamp er frivillige og ulønnede. Vi er alle uddannede ergoterapeuter og flere har erfaring med Camp til børn med særlige behov i Danmark og Norge.

Fælles for os er, at vi brænder for denne gruppe børn! Vi ønsker at se børnene blomstre og lykkes i et fællesskab med andre børn og samtidig opleve, at de kan så meget mere end de selv troede, også uden mor og far ved deres side.

Vi ved af erfaring, at det er i fællesskabet, i gruppedynamikken børnene imellem, med hjælp fra naturen og med aktiviteter som er tilpasset børnenes nærmeste udviklingszone, at magiske øjeblikke opstår og hvor de sande ændringer i børnenes måde at opfatte sig selv og andre på sker. Det kan give dem et kæmpe boost og sætte skub i en positiv udvikling, en udvikling som vi ved, at børnene vil tage med hjem, også efter at Sommercamp er slut.

For os børneterapeuter er begreberne børn som er ”særligt sensitive” eller ”signalstærke”, noget som vi ofte støder på, når vi første gang møder mange af de børn, som vi behandler i Pilotskolen. Det er andre faggruppers begreber og ikke helt den terminologi vi bruger i Pilotskolen og inden for børneergoterapi generelt, men det er de samme børn, som vi forsøger at beskrive og som vi hos os er eksperter i at behandle og understøtte i deres udvikling og trivsel fremadrettet.

Inden for børneergoterapi deler vi det mere op og kalder det, at være enten følelsesmæssigt sensitiv (Særligt Sensitiv) og/eller ”neurologisk sensitiv” på vores sansesystemer, eller sagt mere teoretisk præcist, at have svært ved at modulere sanseindtryk. Begge måder at være ”sensitiv” på er dybt inkorporeret i vores aktivitetsvalg og tilgang til børnene og i hele den måde Sommercamp er skruet sammen på.

Fra vi begynder dagen på Camp, til vi siger godnat om aften, er mængden og formen for stimuli i de aktiviteter og i de behandlingstiltag, som vi tilbyder på Camp, som fx lytteprogrammet Therapeutic listening (www.vitallinks.com) og deep pressure therapy technique (børst og trykke massage - Wilbarger programmet) og sensorisk diæt (aktiviteter udvalgt til barnet) nøje afbalanceret til hvert enkelt barns behov og gruppen som helhed.

Måden vi deler børnene op i mindre og dermed mere overskuelige grupper, hvor de får mulighed for at øve sig i at problemløse sammen, måden vi har inddelt dagen i strukturerede og genkendelige rutiner for at skabe ro og overblik og ikke mindst måden vi interagerer med hinanden, på en positiv og anerkendende måde, er nøje gennemtænkt.

Vi sørger med andre ord for, en vigtig balance imellem det at opleve, udforske og træne i naturen, med det at få pauser og ro igennem dagen. Det gør vi fordi vi ved, at det skaber de bedste betingelser for børnene til aktivt at bruge deres fulde potentiale og få mest glæde af fællesskabet.

For de børn som er sensorisk intolerante, (læs meget mere om hvordan du genkender tegnene her) vil I opleve en kæmpe fordel i, at vi terapeuter opstarter Wilbarger behandlingen og gør det til en naturlig del af barnets hverdag, i de dage vi har barnet på Camp. Noget som I selv vil kunne fortsætte med derhjemme efterfølgende. Kræver dog instruktion!

For de fleste forældre er dette drømmesenariet, at få de professionelle til at starte med de positive input til nervesystemet via behandling, som I kan fortsætte med efter Camp, hvis I ønsker det.

Camp hvor fællesskab, udeliv og børneergoterapi forenes, sker nu for første gang nogen sinde uden for USA og Australien. Vi har drømt om det i mange år og derfor er vi også SÅ begejstrede for endelig, at kunne tilbyde denne form for Camp i Danmark.

Camp bliver i år afholdt i uge 27 fra d. 4-6 juli i Århus

Boern Pa Stien

Du er altid velkommen til at kontakte os for flere oplysninger og spørgsmål vedr. om Camp kunne være noget for dit barn.

 

 

Copyright Pilotskolen.com 2014 Udviklet af More in Mind & Inmedia