Forældres oplevelser af Pilotskolen

Det er yderst vigtig for os, at de familier som vælger Pilotskolen får den bedst tænkelige terapeutiske indsats. Derfor er forældres feedback også noget som vi tager til os, godt som skidt, for det handler altid for os om, at kunne levere "best practice" til alle vores børn i Pilotskolen. Herunder vil vi løbende skrive de anmeldelser vi modtager.

Ulla mor til dreng på 5 år - maj 2017

Pilotskolen er drevet af to ildsjæle - der begge har været med at til gøre en kæmpe forskel for vores søn - og dermed hele vores familie.

Den faglige kompetence samt det ressource- og børnesyn vi oplevede vores søn blev mødt med hos pilotskolen - var helt fantastisk!

d. 10 april 2018

Jagusia mor til dreng på 6 år.

Dejligt sted. Christina havde allerede fra første øjeblik en fantastisk kontakt til vores søn, hendes humør og "barnlige sjæl" smittede af på ham og os. Hele forløbet med August, har virkelig gjort en stor foreskel for ham, hans koncentration, fokus og motorik. Noget han havde store udfodringer med før. Danmark har brug for at få øje på klinikker som Pilotskolen, så børn ikke bliver glemt og man først opdager deres store udfodringer når de bliver for gamle. Via nogle få værktøjer kan man faktisk gøre meget selv, men ikke mange personer ude i institutionerne kender til mulighederne. Det overskaskede f.eks. os at vores søn havde APD, en høreforstyrelse som er direkte konsekvens af at han er ørebarn, en forstyrelse som har været godkendt af sundhedsstyrelsen siden 2011, men hverken børnehave eller skolen ved hvad det er. (det er chokerende) Men det mest fanstistiske er at man kan træne det væk, blot via nogle lytteøvelser. Alt i alt giver vi de varmeste anbefalinger til pilotkolen, som er faglige dygtige og kun gør os klogere på vores børn.

15. august 2016

Mor til 8 årig pige

Da vi tog kontakt til Pilotskolen,  var det frustration og afmagt der fyldte vores hverdag.
Nu har vi været igennem et forløb, som vores datter på 8 år har elsket hvert et minut af.
Vi har hele vejen igennem følt os i trygge hænder.
Nu er frustration og afmagt erstattet med optimisme og indsigt.
Vi ved nu hvordan verden føles og ser ud - set med vores datters øjne.

Mette
Højbjerg

10. august 2016

Mor til 5 årig dreng (lige blevet 6 år)
For ca. 6 måneder siden kontaktede jeg Pilotskolen, fordi vi havde fået stedet anbefalet af vores kiropraktor, samt også fordi jeg selv flere gange havde stødt på navnet Pilotskolen på diverse facebook- fora for Sensitive børn.

Vores historie
Vores dreng F blev født en måned for tidlig, og vi oplevede ham som spæd som en baby, der nemt blev overstimuleret. Det var dog primært, da han startede i børnehave, at hans udfordringer blev meget tydelige.

F var på hårdt arbejde i en ganske almindelig børnehave hverdag. Han blev kraftigt udfordret af f.eks. garderobe situationer og lign, hvor der var mange børn samlet på lidt plads. Han var ked af at skulle afsted om morgenen, og når vi hentede ham kunne han eksplodere og slet ikke kunne samle sig om at skulle i tøjet og lign.

Tøj var også svært at håndtere og andre ’almindelige’ ting var en stor udfordring for ham, og han havde meget uro og frustration i kroppen. Vi og pædagogerne var meget opmærksom på ham og forsøgte i overensstemmelse med filosofien bag sensitive børn at skærme ham, indlægge pauser i løbe af dagen og lign.

Der var flere møder med fysioterapeut og psykolog i PPR regi, men det var som om vi ikke rigtig kunne understøtte, at F kom i ordentlig trivsel i børnehaveregi. Med tiden blev det meget bedre derhjemme og der var også forbedringer i børnehaven, men i børnehaven blev der udtrykt bekymring for ham. På baggrund af tests blev vi henvist til et møde med BørnePsyk. Dette var vi meget ambivalente omkring, da vi ikke kunne få ham til at passe ind i de klassiske diagnoser, og vi var bekymrede for, om han ville få en forkert diagnose på et forkert grundlag.

Opstart i Pilotskolen
Samtidig med mødet med børnepsyk startede vi op i et forløb hos Pilotskolen i Århus. Det var i november 2015 og her et halvt år senere er jeg så taknemmelig og lykkelig for, at Pilotskolen og Christina kom ind i vores liv på det helt rigtige tidspunkt. Vi startede op primo december 2015 og vi havde opstart i forårs SFO i marts, så vi have godt 3 måneder, inden F skulle videre i et nyt kapitel i livet, som vi selvfølgelig var meget spændte på, givet hvor udfordrende børnehavetiden har været for F. Børnpsyk mente ikke, vi skulle videre i deres regi bl.a. pga. vi kunne fortælle, at vi var i gang med at starte op i et sanse modulationsprogram hos Pilotskolen.

Christina var fra starten af helt fantastisk i sin tilgang til F. Vi blev i starten af december introduceret til forskellige lege, som skulle berolige Fs nervesystem, og Christina brugte de første gange til at vurdere Fs udfordringer. Vi blev bekendt med begreberne sansemodulation og sensorisk intolerance, og Christina vurderede, at F havde en grad af sensorisk intolerance, hvorfor vi over juleferien skulle igennem et "Deep pressure program" og fik en Sensorisk diæt, som vi skulle følge meget nøje. Det bestod af børstning med en speciel børste hver 1,5 time-2 timer, forskellige moslelege og lign lege samt også lytning til moduleret musik, som er specielt udviklet til sansemodulationsudfordringer.

Mange af tingene er svære at forstå, hvorfor og hvordan virker de? Og det var også ret udfordrende, at dagene på sådan vis var lagt så meget i et skema. Vi havde, med vilje, næsten ikke lavet nogle planer i juleferien, fordi det var vigtigt at have tid og ro til alt arbejdet med sansemodulation. Så ja, vi synes det var hårdt at skulle igennem den stringente plan.. Men her 6 måneder efter er det det bedste vi nogensinde har gjort for Fs skyld og for alle vores andres skyld. Det er ikke blot F, der har haft et meget stresset nervesystem. Det har også været meget stressende, som forældre aldrig rigtig at vide, hvordan tingene ville udvikle sig, og hele tiden forsøge at være på forkant med hvordan F havde det.

Vores liv nu
F er startet i forårs SFO for 3 måneder siden, og det går så fint. F har fået et større overskud, et overskud han nu kan bruge på at udvikle sig og få nye venskaber i stedet for hele tiden at prøve, at holde sammen på sig selv og holde styr på sig selv. Tidligere kunne han få virkelig kraftige reaktioner på hårvask, nu står han bare lige så fint og får vasket hår. Til sammenkomster med mange mennesker, fx fødselsdage, eller sammenkomst i lillebrors børnehave eller lignende klarer han det også bare så fint. Det gjorde han ikke tidligere. Han reagerede tidligere kraftigt på fx håndtørrere eller højtalere i supermarkedet. Det gør han slet ikke i samme grad mere.

Han selektive spisning er også blevet væsentligt forbedret, og ved bordet sidder han fint og roligt, hvor han tidligere sad meget uroligt.  Helt generelt har han fået mere ro i kroppen, han er blevet meget bedre til at regulere sig selv, og har fået et meget større overskud efter vi er kommet i kontakt med Pilotskolen. Det er stadig plads til udvikling, men i forhold til udgangspunktet er der taget et kvantespring.
 Det er så rart, at vi har taget ansvaret for hans udvikling, og at Pilotskolen har så stor forstand på at skræddersy en løsning, der lige præcis adresserer det enkelte barns specifikke udfordringer. Mange af tingene som man kommer til at lave med sit barn kan virke lidt hokus pokus agtige, fordi det handler så meget om neurologi vi ikke kender til som forældre. Men vores erfaring er at det virker, og hvis nogle af delene ikke virker, er Pilotskolen klar med nye ideer :)

Mor til 7 årig dreng

I Foråret 2014 tog jeg kontakt til Pilotskolen, grundet årelange udfordringer med min søn. Han havde fra ganske lille været anderledes at opdrage end mine 3 tidligere børn.
Han kunne ikke sove uden at være slynget ind i enten far eller mor. Han reagerede voldsomt og ofte udafreagerende, når han blev mødt med eks.krav. Børste tænder var et "No go", tøjet kløede, ofte voldsom i sin tilgang overfor venner, aldrig sovet sin tid væk, skole væring, spiste ikke hårde ting (æbler,gulerødder mm) og meget andet. Det meste har ændret sig positivt.

Da han var 5, blev vi, grundet opfordring og uvidenhed, kraftigt anbefalet at få ham henvist til børnepsyk grundet hans uadreagerende adfærd. Vi fik en tid 2,5 år frem i tiden. Grundet den lange ventetid fik vi mulighed for at få en tid i privat regi. Efter 1 samtale hos lægen og 10 min hos en psykolog gik vi derfra med diagnosen Tourette og ADHD, samt recept på medicin abilify. Vores søn startede i skole, specialcenter efter mit ønske, sommeren 2011. Det kom aldrig til at fungerer godt, han havde meget fravær og en del konflikter.
Jeg har under hele forløbet med psyk udtrykt min skepsis omkring de påståede diagnoser.
I foråret 2014 fik vi vores søn flyttet til almen folkeskole i vores nærmiljø, samtidig gik vi modvilligt med til at give ham ADHD medicin. Efter 2 mdr med medicin uden positiv effekt, søgte jeg efter en ergoterapeut der kunne lave en sensorisk profil, da jeg havde brug for at finde ud af om vores dreng var udfordret på sanserne. Jeg blev anbefalet Pilotskolen af en ergoterapeut. Jeg fik en positiv snak med Christina.
Hvorfor valgte vi så at benytte Pilotskolen?
Det gjorde vi af flere årsager;
Christina havde selv gjort sig positive erfaringer med hendes koncept.
Hun kunne sætte sig ind i vores situation.
Vi blev lovet, at vi ville blive fulgt tæt.
Ingen begrænsning på vejledning i den intense del af behandlingen.
Vi fik at vide, at det ville blive hårdt, men at Christina aldrig var længere væk end et opkald/SMS.
Og vi har erfaret at vi fik som lovet hele vejen, også selvom vi ikke boede i nærheden. Afstanden har aldrig været et problem.

Efter udfyldelse af div. skemaer og et indgående interview, var Christina ikke i tvivl, hun følte sig sikker på at hendes træning/forløb ville gøre en forskel for vores dreng.
Christina kom hjem til os den 1 gang. Grundet ubehagelige oplevelser tidligere i vores drengs korte liv, var han meget svær at få med ud til fremmede, ja egentlig også ud til kendte. Han havde det bedst hjemme i de trygge rammer.
Christina havde mange ting med den dag, noget kunne bruges og noget blev kasseret, men det endte ud med et træningsprogram tilpasset vores drengs behov/udfordringer. Derudover fik vi en meget udførlig introduktion til Wilbarger programmet.

Vi gik i gang da sommerferien startede. Igennem hele sommerferien børstede vi, gav ledtryk ca 7-8 i døgnet, vi legede forskellige lege, hvor kroppen blev max brugt efter nøje anbefalinger fra Christina. Træningen blev med tiden mere og mere implementeret i hverdagen på naturlig vis.
Vi valgte, uden børnepsyks viden, at stoppe med medicinen efter kun 3,5 mdr. Årsagen var, at jeg havde brug for at vide, om træningen gjorde en forskel, hvilket jeg ikke følte jeg kunne, hvis vores søn samtidig fik medicin.
Vi trænede hårdt alle 6 uger og talte med Christina løbende. Ifb møder på Børnepsyk skal man udfylde skemaer for at vurderer om medicinen har hjulpet. Her udfylder både skole og hjem det samme skema. Skemaerne var yderst positive og både skole og psykiatrien var overrasket over, at det ikke skyldtes medicinen. Jeg havde valgt IKKE at oplyse dem om at vi stoppede medicineringen, da jeg følte mig overbevist om at jeg ville møde modstand på det.

Under hele forløbet på Pilotskolen havde vi tæt kontakt med Christina det både via telefon, mail samt personligt i praksissen i Højbjerg. Christina "holdt os i hånden" under hele forløbet. Jeg tror, at hun næsten altid havde os i sine tanker (hun har alle "hendes" børn i tankerne under forløbene) for ofte præsenterede hun os for nye ting købt i søstrene green, IKEA og andre steder og altid noget som ALLE har råd til. Uudtømmelig for nye ideer/input for vores barn, det er definitionen af Christina.
I dag har vi en dreng der trives i skolen samt herhjemme og det skyldes helt sikkert det fantastiske forløb vi gennemgik på Pilotskolen. Jeg ser Christina/Pilotskolen som vores families helt personlige engel.

Det vil være den vej jeg til enhver tid vil anbefale andre, og skulle vi få behovet på sigt vil jeg ikke betænke mig et eneste sekund på at kontakte Pilotskolen igen.

Mor til 9 måneder gammel pige

Nora på Pilotskole. Jeg havde en rimelig gennemsnitlig graviditet, en rimelig gennemsnitlig fødsel og jeg troede også, at jeg ville få en rimelig gennemsnitlig barsel. Da Nora kom til verden, kiggede hun helt intenst på mig i alt den tid, hun var vågen. Jeg synes, det var sødt og måske også et udtryk for, at hun måtte være intelligent. Tre uger senere da hun mere eller mindre ikke havde lukket et øje siden hendes entre til livet, var jeg nærmere overbevidst om, at hun fejlede noget.

Nora nægtede simpelthen at gå glip af noget som helst. Første gang vi var i mødregruppe, nægtede hun kategorisk at lukke øjnene, trods jeg i desperation gemte hende bag en flyttekasse for, at afskærme hende fra ting, hun gerne ville se på. Hun var hele tiden træt og derfor ulykkelig, og det samme var vi!

Jeg blev anbefalet at starte på et efterfødsels-hold, som var en blanding af gymnastik for børnene og mødrene. Nora ville selvfølgelig ikke sove, men heldigvis var der en rigtig sød instruktør, som tilbød at sidde med Nora og give hende flaske, mens hendes mor kunne træne. Det var Christina. Meget hurtigt oplevede jeg et engagement fra Christina. Hun spurgte ind til os og kom med gode råd og litteratur, som kunne hjælpe mig til at forstå, hvad der foregik. Det gik op for mig, at min første antagelse var korrekt: Nora var meget fremme i skoene. Endnu mere vigtigt gik det op for mig, at min anden antagelse var forkert: Der var ikke noget i vejen med hende!

Da holdet havde givet mig det, jeg kunne bruge, gav Christina os et tilbud på et forløb på Pilotskolen, som dengang kun lige var ved at gå i luften. Vi var nok lidt skeptiske i starten. Vi frygtede, at vi stigmatiserede hende, ved at give hende en ”diagnose”. Der er så mange navne og holdninger om ”De urolige børn”. Christina fik os til at se, hvordan vi nemt kunne lave nogle af øvelserne hjemme uden at skulle investerer alt for store summer i omindretning og indkøb. Hun fik os til at forstå, hvad der foregik inde i Nora, og det gav os ro på, og fjernede angsten for stigmatisering. Vi lånte både en Lycra og noget musik af hende, som vi har brugt flittigt. Desuden tilbød hun at lave en del af træningen i vores hjem, da vi bor små 50 km. væk fra Pilotskolen.

Vi startede et intensivt forløb i en sommerferien, da Nora var 8-9mdr. Efter to dage kunne vi se store forbedringer! Hun gik fra at være vågen 1½-2 timer hver nat til at sove igennem ca. hver anden nat. Hun begyndte at blive mere fokuseret, når hun spiste, og pludselig kunne hun sove til middag i flere timer! Da sommerferien var slut, stoppede den intensive træning, men Nora blev ved med at sove! Under træningerne med Christina blev det tydeligt for mig, hvor tit vi undervurderede Nora. Vi var rigtigt slemme til at gøre ting for hende, fordi vi ikke troede, hun ville kunne forstå opgaven. Det kunne hun sagtens når Christina arbejdede med hende, så vi måtte oppe os og tage tiden til at lade hende løse opgaverne selv.

Omkring hendes 1 års fødselsdag begyndte Nora igen at være vågen i længere tid om natten, og vi var blevet blinde på problemet, da hun havde sovet rigtig godt i lang tid. Pludselig endte vi i en situation, hvor Nora var vågen 3-4 timer hver nat. Vi var så trætte, at vi tog alle mulige dårlige beslutninger, som fx at begynde at give hende mad igen om natten. (Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg gjort hvad som helst for at få hende til at sove. Hvis jeg havde fået en garanti på, at cola havde virket, havde jeg sikkert givet hende det). Vi tog kontakt til Christina og holdte et møde over Skype. Det har vi gjort et par gange, når noget var ved at brænde på. Det har fungeret rigtig godt, når nu vi bor lidt langt væk. Vi aftalte nogle helt simple retningslinjer, som gjorde, at vi igen fik rettet fokus mod det rette. Nemlig Noras velfærd, og det smittede af på vores velfærd, da den dårlige samvittighed over at være i en konstant zombie-tilstand forsvandt lidt. Med hjælp fra Christina og vores sundhedsplejerske kom vi tilbage på sporet.

Nora er nu 1 år og 5 måneder. Hun sover! Både om natten og om dagen! Hun bliver ikke længere overstimuleret af ingenting, hun sidder ofte dybt koncentreret om sine bøger og har ikke længere de udfordringer, som vi kæmpede med. Vi har afsluttet træningen og vi hører ikke længere musik, som en del af vores daglige rutine. Vi er utroligt stolte af hende, og vi er blevet meget klogere på både hende og os selv. Vi var heldige at møde en, som kendte Noras udfordringer og kunne forklare dem til os i så tidlig en alder. Det har været afgørende for, at træningen havde så stor en effekt så hurtigt, som den havde. Vi kommer til at savne både Christina og Pilotskolen, men det har givet mig blod på tanden som mor. Jeg har med stor interesse læst den litteratur, Christina har anbefalet mig, og jeg har nu altid denne viden med mig, når jeg indretter dele af vores hus, og når jeg udfordrer Nora i hverdagen.

Oplever vi igen at støde ind i noget, vi ikke forstår, er det rart at vide at Pilotskolen aldrig er mere end et Skype-opkald væk :-)

Far til Nora

Jeg syntes, at opstarten var svær, da jeg på på en måde følte at jeg stigmatiserede Nora, og gav hende et problem som jeg ikke var sikker på hun havde. Samtidig har jeg jo også selv nogle lignende udfordringer, så måske var det også fordi jeg var bange for at hun skulle have samme problemer, som jeg har haft i mit.

Kontakten har været rigtig god. Du har været meget fleksibel, og vi har følt at vi kunne skrive eller ringe, når det var nødvendigt.

Den store udfordring var helt klart, at få implementeret ting som musik og øvelser i hverdagen. Det var en kæmpe udfordring for mig, da jeg tit var meget træt når jeg kom hjem fra arbejde, og så skulle lave øvelser med hende. Og musikken irriterede mig helt vildt. Forstået på den måde, at jeg selv er meget modtagelig for at de "trælse" lyde der er på de cd'er vi skulle afspille for Nora. For mig har det også været en udfordring, at skulle ud til dig og lave forløb, da Nora ikke sover i bilen, og derfor bliver det helt vildt presset. Men det er jo et spørgsmål om at vi bor 50km væk.

Jeg synes, ikke der var en masse overraskelser ved forløbet. Men jeg vidste heller ikke helt hvad jeg skulle forvente, så det hænger nok sammen.

Helhedsindtrykket har været rigtig godt. Vi har lært en masse, og vi har nu en barn, der har udviklet sig helt vildt meget på de områder, der er blevet arbejdet med. Og jeg som far har fået en kæmpe indsigt i børn med modulationsudfordringer.

Mor til 8 årig dreng

(efter 5 ugers intensiv indsats for behandling af Sensorisk intoerance,  koordineret fra Pilotskolen)

Hej Christina. 
Jeg vil lige give dig en opdatering herfra.
 S har på mange måder overrasket os utrolig meget gennem sommeren, og har haft et godt overskud igennem ferien.
 Han gør ting, som før har været meget grænseoverskridende for ham, og han gør det uden opfordring og uden ubehag. Han gør det ind imellem for at prøve sine grænser af, men lader ikke til at søge et kick, som vi ellers så lidt før ferien.


For at gøre det konkret så kommer her eksempler:


S har elsket at bade og svømme i havet flere gange ugentligt. Kommet langt ud med far og ville ikke op igen. Både når det er køligt og varmt.


S har taget krabber op med hænderne og undersøgt dem. Han har rørt ved en slange, kæmpefisk i et rørebassin, haft en kæmpe behåret edderkop på hånden
, taget "Colorado river" (træstammerne) flere gange i Djurs sommerland med stor jubel (!!!) samt flere andre forlystelser, der både kører op og ned samt rundt, som plejer at være absolut no Go! Vi har haft det så sjovt i Djurs flere gange og ikke bare kigget på, som vi plejer. Samtidig har han været rigtig dygtig til at sige nej, når han ku mærke hvor grænsen gik - og fik ros for det!


S har rendt rundt uden tøj (kun små shorts) med bare tæer det meste af sommeren og nydt det.
 Han har rummet mange forskellige oplevelser/ture, der jo er forskellige og dermed fyldt med nye stimuli
. Han har været 4 dage med mine forældre på ferie. Plejer at være udmattet efter 1 overnatning
. Han har været i både 3D og 4D bio. (Valgte at tage brillerne af for at hvile hovedet på et tidspunkt, men tog dem atter på efter 15 min)
 Altsammen helt helt nyt at han kan og har lyst.
Han er nu begyndt i 3. klasse og der er meget nyt at rumme - nye fag, nye lærere og mange flere undervisningstimer. Derudover starter han på eliteholdet to gange ugentligt om 14 dage, så vi er super obs på ham, men han er kommet glad hjem de sidste to dage.

Vi fortsætter behandlingen.
 Åh! Jeg glemte at skrive, at vi har arbejdet en del med at komme op i arousal sammen, og så komme ned igen. 
Far og S har næsten dagligt leget wrestling... eller hvordan det nu staves.. på trampolinen, hvor de har grinet, kastet rundt med hinanden og tumlet. De har begge nydt det helt vildt. De faldt ind i en rytme, hvor de hele tiden sagde hvad de gjorde, inden de gjorde det. Ex "og så fik han et slag i maven" og så kom slaget. Så blev det ikke alt for voldsomt og S blev ikke presset i legen. Og i wrestling "lader man jo som om" men får stadig tumlet en masse.

 Jeg har haft brydekampe med ham, og så har jeg tilladt at fjolle helt igennem ind imellem, hvor vi begge har været flade af grin og trætte på en god måde bagefter. Også i selskab med venner.


En lettelse at vi for første gang i Ss liv kan begynde at slippe tøjlerne og køre op, og ikke altid stopper ham på vejen. Det har vi vist alle savnet. Det er dejligt for os alle at grine til vi ikke kan grine mere.
 Vi har inden legene talt om, at bagefter skulle vi falde ned og kunne stoppe igen. Og det har han i det store hele kunnet være med på :)



 

Copyright Pilotskolen.com 2014 Udviklet af More in Mind & Inmedia